Udgivet d. 04. februar 2016 kl. 11:57 af Nem Forsikring

Hvis du kører mod skiløjperne i egen bil og bliver ramt af uheld, er hjælpen lige ved hånden, hvis du hjemmefra har husket at hente Rødt Kort app’en til din smartphone.
Er din bil kaskoforsikret, indeholder forsikringen også redningshjælp (Rødt kort-ordning) ved kørsel i udlandet.

- Hvis du har en smartphone, anbefaler jeg, at du henter det røde kort som app. App’en er gratis, og med den kan du nemt tilkalde hjælp. Derudover er det en rigtig god ide at gemme telefonnummeret til SOS International på mindst en mobil, inden I kører hjemmefra”, lyder rådet fra Anja Lintrup Sørensen, konsulent i Forsikringsoplysningen.

Bliver du ramt af uheld på ferien, så sørger SOS International for vejhjælp på stedet, hjælp til bugsering til nærmeste værksted, hjælp til at komme videre med en lejebil og meget andet. Bruger du app’en til at anmelde dit uheld, så sender app’en din nøjagtige geografiske position til SOS International.

Hvis ikke du har en smartphone, er det vigtigt, at du medbringer telefonnummeret til SOS International. Det er ikke nødvendigt at medbringe selve kortet i fysisk form.

Har du ikke kaskoforsikring til din bil, har du samtidig fravalgt Rødt Kort-ordningen. Så bør du som minimum købe et abonnement, der sikrer dig vejhjælp i udlandet.

Vær også opmærksom på regler, der adskiller sig fra de danske. For eksempel er det i flere lande rundt om os lovpligtigt at køre med vinterdæk, når vejret påkræver det, og mange lande har indført regler om, at der skal være gule sikkerhedsveste med til alle passagerer i bilen.

Gode råd til vinterkørsel

- Tjek, hvilke krav der er til vinterdæk, snekæder osv. i det land, du skal til. I visse lande er det et lovkrav.
- Sørg for, at der er fyldt sprinklervæske på bilen, samt at dæktryk og oliestand er tjekket, inden du kører hjemmefra.
- Hav altid en førstehjælpskasse i din bil.
- Husk pas og original registreringsattest.
- Ved bilferie udenfor EU, så tjek, om du skal have det grønne kort med. Det er ikke nødvendigt i EU-lande samt i Norge, Island, Schweiz, Andorra og Serbien.
Rødt Kort app giver hurtig hjælp på bilferien